Tandlægekonsulentens nyhedsbrev januar 2016

Ny principafgørelse fra Ankestyrelsen vedr. §§ 82 og 82 a.

Ny principafgørelse fra Ankestyrelsen ændrer på sagsgangen og den praktiserende tandlæges rolle når der søges om tilskud til tandpleje efter Aktivlovens §§ 82 og 82 a

Med principafgørelse 106-15 udtaler Ankestyrelsen, at et prisoverslag fra en praktiserende tandlæge er udtryk for, at den behandling, der er søgt tilskud til, er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Der er derimod ikke lagt op til at ændre på tidsperspektivet - kort/langsigtet behandling – på behandlinger som kan tilgodeses via §§ 82 og 82a.

Dette øger kravet til den praktiserende tandlæges upartiskhed, idet et behandlingsforslag ikke længere skal være baseret på ønsker fra patienten eller hvad der er ønskværdigt på længere sigt, men kun på den strengt sundhedsfagligt velbegrundede og nødvendige behandling på kortere sigt. Dette uagtet, at der på længere sigt kan være behov for en anden og mere omfattende behandling, som i højere grad følger patientens ønsker og den tandlægefagligt rette langsigtede behandling.

Tandlægens er altså ikke patientens advokat, men en uvildig sundhedsperson hvilket fremgår af Autorisationslovens § 20:. En autoriseret sundhedsperson skal ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson, udvise omhu og uhildethed.

Den nødvendige kortsigtede behandling skal søge at standse igangværende sygdomsprocesser – f.eks. caries, og parodontitis, og kun indeholde forslag om tandprotetisk rehabilitering (kroner, broer, proteser, implantater) i det omfang det i det konkrete tilfælde er absolut nødvendigt af funktionelle eller psykosociale årsager. Det skal udelukkende indeholde forslag om protetiske erstatninger som er nødvendige for at opfylde behovet for rehabilitering på kortere sigt uden at være unødigt fordyrende. Det vil primært sige provisoriske/semiprovisoriske erstatninger f.eks. plastiske opbygninger af tænder, semiprovisoriske stålkroner og aftagelige proteser.

Behandlingsoverslag vil stadig blive forelagt en tandlægekonsulent til udtalelse. Såfremt tandlægekonsulenten vurderer, at det fremsendte behandlingsoverslag indeholder andet end den aktuelt nødvendige behandling og rehabilitering på kortere sigt og eventuelt er unødigt fordyrende, vil den praktiserende tandlæge blive bedt om at fremsende et alternativt behandlingsforslag som følger ovenstående beskrivelse af den nødvendige behandling på kortere sigt.

Hvis den praktiserende tandlæge ikke ser sig i stand til at beskrive en alternativ behandling, vil kommunen begære en begrundelse og dokumentation for dette i form af bl.a. journal og røntgenbilleder, hvis denne dokumentation ikke på forhånd er kommunen i hænde. 

Hvis der stadig ikke kan opnås enighed om en behandling mellem tandlægekonsulent og praktiserende tandlæge vil kommunen eventuelt indhente en ”second opinion” hos Tandlægeskolen eller en anden kommune, om hvad der er den nødvendige kortsigtede behandling og rehabilitering.

Kommunen er klar over at det skitserede forløb - som i øvrigt følger principafgørelsen - kan forlænge sagsbehandlingstiderne til ugunst for borgere. Det vil derfor være hensigtsmæssigt for alle parter om de overslag som indsendes følger ovenstående beskrivelse af den nødvendige kortsigtede behandling for at undgå for meget skriveri frem og tilbage. Eventuelt kan man afgive to behandlingsoverslag – et langsigtet og et kortsigtet - for på den måde at tilgodese ønsker fra patienten.

Venlig hilsen
Tandlægekonsulentenfunktionen
Københavns Kommune

Spørgsmål og svar

Kan kontanthjælpsmodtagere få tilskud til tandrensning via § 82?

Af en aktuel afgørelse fra Ankestyrelsen hedder det:

”Vi er enige med kommunen i at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til tandrensning efter § 82 i lov om aktiv socialpolitik. Der kan dog efter en konkret vurdering ydes tilskud til tandrensning, hvis der er særlige forhold, der taler for det. Vi finder, at der ikke er oplyst sådanne særlige forhold i din sag. Vi er derfor enige med kommunen i at der ikke kan ydes hjælp til tandrensning.”

Kommunens begrundelse var at tandrensning er at betragte som et element i almindelig og forudsigelig og regelmæssig tandpleje og derfor ikke kunne betragtes som akut, uopsættelig og nødvendig behandling.

Hvad begrunder at man som kontanthjælpsmodtagere kun kan få hjælp til den behandling, som er nødvendig på kortere sigt?

I Socialministeriets vejledning om lov om aktiv socialpolitik (nr.39 af 5. marts 1998) hedder det:

”Ved tandbehandling bør kommunen påses, at der ikke foretages behandlinger, som går ud over, hvad der er nødvendigt i hvert enkelt tilfælde. Kommune skal desuden vurdere, om det er absolut nødvendigt at få foretaget en dyr og omfattende tandbehandling på et tidspunkt, hvor ansøger ikke selv har mulighed for at betale udgiften, og om en sådan udgift normalt kan afholde af en normal lønindtægt”

I Ankestyrelsens principafgørelse A-14-04 hedder det endvidere:

”Da der kun kan ydes hjælp hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet var det derfor også nødvendigt, at kommunen skulle tage stilling til, om behandlingen var nødvendig at foretage på ansøgningstidspunktet eller om den kunne udsættes til et tidspunkt, hvor ansøger selv ville have mulighed for at betale for behandlingen”